PADEL TO CURE

KENDTE PROFILER

SLÅR ET SLAG FOR

BØRNEDIABETES – TYPE 1

Sidste weekend i maj lagde Racket Club på Amager i København atter baner til årets stærkest besatte turnering– i hvert fald hvis man måler på kendisfaktoren. Med Michael Manniche og Lisbeth Janniche som værter, satte både sports- og tv-personligheder hinanden stævne i en padel-turnering, Padel to Cure Cup, der var stablet på benene til støtte for Børnediabetes – Type 1

– Type 1 diabetes er en livslang lidelse, som mange lever med i det skjulte. Det er en uhelbredelig sygdom, som rammer tilfældigt og kræver konstant behandling med insulin, for at man kan overleve. I modsætning til type 2 diabetes er sygdommen ikke livsstilsbetinget, og den kan ikke forebygges gennem sundere levevis.

Det forklarer Michael Manniche, der er bestyrelsesmedlem og projektleder i Børnediabetes – Type 1 og selv har en datter og kone med sygdommen. Han uddyber :

– En fantastisk dag for Børnediabetes – Type 1. Vi slog et kæmpe slag for type 1 diabetes, og vil gerne sende en stor tak til sponsorer og deltagere. Overskuddet på 140.000.- går til at støtte udvikling, og adgang til, bedre behandlingsmetoder og forhold for patienter med type 1 diabetes. Sygdommen kræver opmærksomhed døgnet rundt i en konstant og vanskelig afbalancering af kostindtag, aktivitet og insulin-injektion. Med de eksisterende behandlingsmuligheder er det umuligt at afbalancere alle variabler perfekt. Det er ganske enkelt for kompliceret, og ingen anden sygdom kræver så meget af patienten på daglig basis.

I Padel to Cure Cup inddeles deltagerne i otte-personers hold, der konstant spiller to mod to på banen med løbende rotation. Dermed kommer alle til at spille med og mod hinanden inden for samme hold, så der bliver brug for både skarp konkurrencementalitet og stærkt teamwork.

Selve padel-sporten, der kan beskrives som en blanding af tennis og squash, er vokset kraftigt de senere år. Ifølge Dansk Padel Forbund er det i dag den næststørste sportsgren i Argentina og Spanien, og alene i Spanien menes op mod 10 millioner mennesker at spille padel i over 1000 forskellige klubber.

– Men også i Danmark er padel i kraftig vækst, så det er den helt rigtige platform til at skabe vigtig opmærksomhed omkring diabetes type 1. Padel to Cure Cup blev afholdt første gang i 2020 og målet er at det skal være en årlig begivenhed til gavn for arbejdet for bedre vilkår for patienterne, slutter Michael Manniche af.